Henrik Ibsens skrifter

Det var med bedrøvelse og under bittre selvbebrejdelser at jeg læste ​Deres brev.

Min lange taushed har i virkeligheden ikke været andet end et udslag af den utilbøjelighed til at udtale mig i brevform, som i den senere tid mere og mere har taget overhånd hos mig, men som jeg herefter vil forsøge at bekæmpe.

Men De havde fuld grund til at vente en undtagelse for Deres vedkommende. De har desværre havt altfor megen grund til at føle det som en krænkelse, når jeg har ladet så lang tid hengå uden at give livstegn fra mig. Deres brev vakte mig så levende til erkendelse om at jeg har gjort mig skyldig i en stor uret imod Dem, og jeg skal visselig ikke forsøge på at fremkomme med undskyldninger. Jeg kan kun bede Dem: tilgiv mig!

Da ​Deres store kritisk-biografiske værk kom mig ihænde og jeg deraf erfarede at De havde hentet væsentlige oplysninger hos ​de to mænd, der blandt alle mine literære norske venner og bekendte måské mindst har forstået at trænge ind i det, som jeg selv betragter som kernen i min digteriske livsgerning, – da følte jeg mig unægtelig noget betænkelig tilmode. Hist og her får også fremstillingen sit præg af de kilder, hvorfra oplysningerne er øste. Og ligeledes fandt jeg i ​digtene, i Deres oversættelse, et og andet, der forekom mig ikke helt ud at gengive originalens ånd eller grundstemning.

Men hvad betydning har vel slige småting i sammenligning med det kærlige sind, det varme venskab, der ånder gennem disse Deres skrifter! Så taus, jeg end har været, så tro ikke at jeg nogensinde har miskendt dette! Den store taknemmelighedsgæld, jeg står i til Dem, ikke blot for Deres skrifter mig vedkommende, men også for Deres sindelag, – den vil jeg altid bevare en levende følelse af, hvor lidet det end ligger i min natur at udtale mig derom.

Og bring så ​Deres ædle varmhjertede hustru mine bedste hilsener og sig hende at jeg altid bevarer mindet om ​ ​iltogsmødet i Gossensass.